Namaste (= jeg hilser sjaelen i dig)

Nu har jeg oplevet hvad jeg tror bliver turens hoejdepunkt!!! Fem dages trek i bjergene... Det var helt fantastisk! Paa vejen op paa bjerget saa vi fantastisk og overvaeldende natur og vandrede igennem den ene lille lokallandsby efter den anden, hvor vi blev hilst med Namaste (med haenderne samlede foran brystet), og fik en tika i panden af roede klistrede ris samt en blomsterkrans om halsen. Vi havde baerere med paa turen som bar vores rygsaekke, telte, vand og mad og i lejren soergede de for at vores telte blev slaaet op, mens vores kok lavede treretters aftensmad til os! Sikke en luksus det var - helt fantastisk service.. Baererne var en fantastisk del af turen, idet man kom taet paa den enkelte nepaleser og fik mulighed for at observere deres skikke.. Der blev gloet begge veje - de kigge paa os og vi gloede bramfrit igen. Efter et par dage paa bjerget blev vi indviet i deres aftensunderholdning: Sang, dans og trommen med den lokale landsbys kvinder. Baererne laerte os den nepalesiske sang som de sang igen og igen om aftenen med kvinderne. En slags flirtesang hvor kvinder og maend battlede mod hinanden i hvem som kunne synge laengst og hoejest.
Resham firiri, resham firiri, oui de lai junki, dai la ma banchang, resham firiri....

Dagen inden vi skulle trekke reddede jeg mig desvaerre en slem maveinfektion med baade diarre og opkast, saa den foerste dag paa bjerget var skraekkelig.. Opstigningen var ved at tage livet af mig og hver tiende minut maatte jeg have pause og ned at sidde ellers var jeg bange for at besvime. Jeg var total afkraeftet og uden energi overhoved.. De andre var saa soede og aflastede mig saa meget de kunne ved at tage min rygsaek og skubbe bagpaa baade fysisk og verbalt, saa jeg klarede den heldigvis! Men det var nu ikke sjovt at vaere paa bjerget med maveproblemer :-( Toilettteltet var ulaekkert, men noedvendigt at bruge en del.. Vi taler meget om lort og diarre og klapper af hinanden naar man endelig kommer af med det man skal eller hvis man har faaet almindelig affoerring igen ;-)
Da vi en aften fik af vide af en af baererne at guiden ikke var til at traeffe, fordi han var gaaet til den anden landsby, var vi overbeviste om, at det var et cover for, at han havde diarre.. Saa nu hedder det ikke "jeg skal paa toilettet", men "jeg skal til den naeste landsby", alias: "jeg har diarre"...

Det var svaert at komme ned fra bjerget igen og vaek fra den rene luft og fantastiske natur, som jeg havde laengtes efter saa laenge, og det tog lige en dag at vaenne sig til at vi nu var naaet til Chitwan National Park og i en byen igen...

Chitwan var et turisthelvede i den forstand at hele omraadet drejede om turisterne og at alt var kunstigt og opstillet. Det var svaert at kapere oven paa den "aegte" kontakt med lokalbefolkningen vi oplevede paa bjerget.
Men nationalparken var fantastisk!! Den foerste dag koerte vi rundt i parken i jeep en hel dag og saa mange naesehorn, aber og hjorte ganske taet paa samt: At bade med store elefanter i parkens flod... Og naar jeg siger bade med, saa mener jeg virkelig bade med! Man kom op at sidde paa de store dyr, som saa sprojtede vand paa en med snablen, hvorefter den fik ordre paa at laegge sig ned og smide os af i vandet. Det var herligt og helt overvaeldende at vaere saa taet paa dyret! Samme dag var vi paa safari i parken paa ryggen af en elefant og kom derved helt taet paa naesehornene i parken.. Det var en dejlig dag fuld af elefant...

Nu er jeg i Pokhara og skal til at arrangere naturoplevelser her i omraadet de naeste tre dage..